Hvilke processer?

En borgerdesign proces kan have meget forskellig længde og involvere et forskelligt antal mennesker. Den tilpasses til problemet, til den tid, der er til rådighed og den arbejdskraft, der kan stille op. En borgerdesign proces kan aldrig gennemføres af en person. Tre er et minimum, og processen forudsætter andre samarbejdspartnere undervejs afhængig af faserne i processen.

Undervejs fra opstart til afslutning bliver værktøjerne taget i brug og markerer tre forskellige faser: Gå rundt i problemet – Analyse – Oversættelse & aflevering. De ligger ikke helt som perler på en snor men lapper over og griber ind i hinanden.

Processen starter med at definere problemet. Det sker på strategisk niveau, hvor lederne bliver enige om tema og måske en afgrænsning i forhold til målgruppe. Enighed og opbakning blandt beslutningstagerne hele vejen rundt er en vigtig forudsætning for, at resultaterne af borgerdesignprocessen kan bidrage i beslutningsprocesserne. Der skal være strategiske ledere, der så at sige griber de indsigter og Mulighedsrum, der bliver afleveret fra processen.

Næste opgave er at sætte holdet. Det skal være tværsektorielt, tværfagligt og have tid til at afklare ansvarsområder og ledelsesforankringer. Når holdets opgaver og råderum er på plads, sætter processen i gang.

Afslutningen er knap så enkel at sætte tidspunkt på. Afleveringen til den strategiske ledelse er en afslutning, men arbejdet kan fortsætte med et netværk af beslutninger og igangsætning af handlinger forskellige steder og på forskellige niveauer. Indsigter og Mulighedsrum kan blive brugt undervejs, måske formidlet på nye måder.

Disse processer består af måske 5-10 samtaler, som kan bidrage i et udviklingsarbejde med perspektiver, der kan sætte nye tanker i gang. Det er her vigtigt at holde for øje, at alle perspektiver er sande – der er ikke én sandhed. Perspektiverne skal bearbejdes i fællesskab til indsigter og Mulighedsrum, så én borgers oplevelser ikke bliver til en enkeltsag.

De store, men knap så langvarige processer, kan samle indsigter fra samtalesaloner og borgermøder. Det kan være problemstillinger som f.eks. udvikling af et sundhedshus og en proces, der fordrer mange dialoger på kryds og tværs af aktørerne. Disse processer må højest tage tre måneder for ikke at miste momentum. De vil være bygget op på samme måde, som de længere processer med indledende samtaler, fælles tolkninger, formulering af mulighedsrum og oversættelse til strategisk retning.

Disse processer har det hele og kan tage op til halvandet år. På vej rundt i problemet samles der indsigter fra mange samtaler med enkeltpersoner, borgere, såvel som fagprofessionelle og civilsamfundsaktører. Disse processer er relevante, når det drejer sig om større strategiske indsatsområder med mange forskellige aktører – og når særligt sårbare mennesker, der har brug for én til én samtaler, er involverede. Så lange processer er et kulturarbejde, og de mange involverede aktører vil skabe sideeffekter undervejs og styrke samarbejdsrelationer på tværs.

Problemerne er komplekse, og det at bevæge sig ind i civilsamfund, gå på tværs af sektorer, på tværs af fagligheder og på tværs af forskellige ledelseslag er en udfordring.

• Sørg for at lav den gode aftale, en kontrakt, hvor også afslutningen er tænkt ind, så processen ikke løber ud i sandet og kræfterne er spildte.

• Lav løbende forventningsafstemning, så tid, ambitioner og antallet af involverede personer spiller sammen.

• Skab fremdrift ved at mobilisere aktørerne og bygge relationer mellem dem, så de allerede på et tidligt tidspunkt kan begynde at arbejde sammen – frem mod det, der vil vise sig at blive de nye løsninger.

Der er altid sten på vejen. Og går man på tværs og på mange veje, er der endnu flere.

• Det er svært at skabe enighed – f.eks. om, hvordan effekten skal måles. Sektorerne har forskellige målemetoder og forskellige kulturer for at anvende dem. Og det er ikke nødvendigvis let at forstå, at en borgerdesignproces er en kvalitativ proces og derfor skal evalueres som en sådan.

• Det kan vare længe, inden der kan måles en effekt, for store velfærdsudfordringer løses ikke overnight – og selvom metoderne findes, er det ikke muligt at måle, før der er noget at måle på.