De fem principper
Det absolut vigtigste i vores metode– At borgerdesigne – er de fem principper. Med dem i ryggen, din faglighed, dine professionelle værdier og vores værktøjer ved hånden, kan du selv lære at borgerdesigne. Principperne er lige gyldige, hvad enten inddragelsesprocessen er kort eller længerevarende.
Princip 1:
Ligeværdighed mellem eksperter
Hvis du skal lykkes med at inddrage de mange perspektiver, er ligeværdighed absolut afgørende. Et håndgribeligt og vigtigt led i ligeværdigheden er at møde borgere som erfaringseksperter. Borgere er eksperter på det levede liv og på mødet med systemerne.
Som borgerdesigner skal du praktisere ligeværdigheden, fordi du er mellemleddet mellem borgeren og systemet. Det betyder, at du ikke skal være et talerør eller ansvarlig for systemerne. Du skal ikke forsvare, diskutere eller stå til regnskab for de erfaringer, andre deler med dig. Du skal lytte nysgerrigt og oprigtigt tro på, at borgernes viden og oplevelser er afgørende for et godt resultat. Det samme skal du gøre i mødet med de fagprofessionelle. Lytte nysgerrigt for at forstå deres perspektiver og forstå de mange forskellige faglige tilgange, som de repræsenterer. Der er ikke én sandhed.
Er du i tvivl om, hvorvidt du efterlever princippet, kan du spørge dig selv Er det her ligeværdigt, er det lige og er det værdigt?”. Hvis svaret ikke er “Ja”, skal du gøre noget anderledes.
Princip 2:
Værdi til beslutningsprocessen.
Borgerdesign er altid et bidrag ind i en strategisk proces. Du skal aflevere de mange perspektiver direkte i ledelsesrummet, så lederne kan mærke og forstå det levede liv og bliver i stand til at træffe nye beslutninger. Et bedre og mere nuanceret beslutningsgrundlag fører til nye løsninger på komplekse problemstillinger.
Du skaber værdi ved at bære de mange perspektiver ind i beslutningsprocesserne. Det skal ske undervejs i processen og ind i beslutningsprocesser på mange strategiske niveauer – alle ledere kan inspireres til at træffe bedre beslutninger.
Er du i tvivl om, hvorvidt du efterlever princippet, kan du spørge dig selv ”Har du afleveret i en form, så lederne kunne mærke og forstå det levede liv?” Hvis svaret ikke er ”Ja”, skal du gøre noget anderledes.
Princip 3:
Vi går på tværs for at komme tættere på
Når du borgerdesigner, går du hele tiden på tværs for at søge de mange perspektiver. På tværs af det levede liv og systemet. På tværs af hierarkier, fagligheder og sektorgrænser. På tværs af holdninger og synspunkter. Det gør du for at komme tættere på, hvorvidt de problemstillinger du arbejder med, er de rigtige. Mange problemstillinger er på forhånd defineret af systemet, og derfor bliver løsninger på problemerne meget let de allerede kendte.
Er du i tvivl om, hvorvidt du efterlever princippet, kan du spørger dig selv ”Inddrager jeg alle relevante parter, er jeg i min tilgang ubegrænset af oppefra kommende krav, fagligheder og forventninger?” Hvis svaret ikke er ”Ja”, skal du gøre noget anderledes.
Princip 4:
Vi mødes og taler sammen
Samtalen er omdrejningspunktet, når du borgerdesigner. Du interviewer ikke informanter, du har samtaler menneske til menneske. Du skal forestille dig et ligeværdigt samtalerum med gode og tillidsfulde relationer – uafhængigt af sociale og faglige hierarkier. Din opgave er at opbygge relationen og skabe værdi for alle i samtalen. Samtalerne er ikke bare snak, de har altid et formål. Derfor dokumenterer du og vender tilbage, hvis du har mere at spørge om.
Er du i tvivl om, hvorvidt du efterlever princippet, kan du spørge dig selv ”Er mine spørgsmål åbne og fordomsfri, og tager jeg med mig, hvad de sagde?“ Hvis svaret ikke er ”Ja”, skal du gøre noget anderledes.
Princip 5:
Nysgerrigheden styrer
Når du borgerdesigner, skal du navigere efter nysgerrighed. Nysgerrighed efter at forstå, hvordan borgeren eller den fagprofessionelle oplever hverdagen. Hvad betyder noget? Hvad motiverer, og hvad frustrerer? Når nysgerrigheden styrer, leder du efter noget, du ikke allerede ved. Derfor skal du også lede andre steder, end du plejer. Et kaffemøde er aldrig forgæves.
Du vil måske opleve begrænsninger, modstand, mistillid og tvivl. Det skal du ikke lade dig skræmme af. Modstanden kan bekræfte dig i, at du lykkes med at gøre noget nyt og andet. Det arbejde, du udfører, er vigtigt. Hold dit fokus og være loyal overfor den opgave, du skal løse – uanset hvad du møder. Og brug nysgerrigheden til at forstå modstanden.
Er du i tvivl om, hvorvidt du efterlever princippet, kan du spørge dig selv ”Leder jeg efter noget, jeg ikke ved på forhånd, tør jeg gå ukendte veje, tør jeg udfordre tvivl og mistillid?” Hvis svaret ikke er ”Ja”, skal du gøre noget anderledes.