Unges mistrivsel - at være både/og i et enten/eller samfund

15/08-2018 af Trine Naldal og Kirsten Engholm
Psykisk sårbarhed
unges mistrivsel
samarbejde på tværs
sundhedssamarbejde
civilsamfund

Mange unge mistrives, men er ikke så dårlige, at de matcher diagnoser og målgrupper. De unge befinder sig i et vakuum, hvor kun ganske lidt sker. Det er både dyrt og forkert.


Alle tallene

Vi ved det efterhånden alle sammen, og tal fra undersøgelse på undersøgelse understøtter det. Unge mennesker i Danmark har det svært og reagerer med angst og andre former for psykisk sårbarhed. De mistrives, har ondt i tilværelsen og har svært ved at leve op til de krav, de mødes med. Mange af de unge tilhører en gruppe, som ikke tidligere har haft det svært eller - som vi ikke har vidst, havde det svært. En stor del af de unge, der mistrives, kommer fra middel- og overklassen. De er sjældent kendte i socialforvaltningerne. De færreste af dem er så dårlige, at de skal i psykiatrisk behandling, men de har alligevel svært ved at fungere i dagligdagen.

De unges problemer er ofte et sammensurium af rod i tilværelsen, bekymringer, forventningspres og de fysiske og psykiske følger, det kan have. De unge klarer sig i perioder på trods, men er i stor fare for at blive syge af at være sårbare og for at tjekke ud, hvor de er i gang. Risikoen for social deroute kan anes lige om hjørnet.

 

Fra enten/eller til både/og

De unge oplever, at blive fanget i systemets enten/eller-fokus. Enten er du i gang, eller også er du sygemeldt. Enten er du studerende på fuld tid – eller så er du ikke studerende. Enten er du til rådighed eller så er du ikke. Der findes sjældent et både/og – et midt imellem – og ’rod i livet’ kvalificerer ikke til hjælp. Det er et benspænd, de unge ikke har brug for. På den måde er systemerne rundt om de unge med til at opretholde en usund logik om, at livet er gnidningsfrit. Og det kan føles som om systemerne har glemt, at tvivlen er en del af tilværelsen, og at livet går op og ned. Det betyder, at man først kan få en hånd i ryggen, når man er blevet rigtig syg, fået en diagnose eller er blevet et nummer i kommunen.

Der er naturligvis og tør man sige heldigvis en frygt blandt fagprofessionelle for at sygeliggøre de unge. Men gør frygten os blinde for de unges udfordringer?

 

Udsatte men ikke socialt udsatte

De unge udtrykker på mange måder, at de ikke har det godt. Omgivelserne registrerer ikke nødvendigvis deres råb om hjælp eller hører det først, når de unge kan kommunikere det med rigtige ord eller, at utilpasheden bliver tilpas synlig. Måske er systemet ikke tunet ind på den rigtige kanal? I hvert fald tyder meget på, at vi har svært ved at forstå - end sige nå - de psykisk sårbare unge voksne, der (endnu) ikke er blevet syge af at være sårbare.

En socialforvaltning i en dansk kommune skal tage sige af de svageste og de socialt udsatte. De sårbare unge har ikke nødvendigvis deres gang her. De er ganske vist udsatte, men de er udsatte på den forkerte måde. De matcher ikke socialforvaltningens målgrupper og de tilbud, der står i ydelseskataloget er ofte alt for omfattende og involverer instanser, disse unge ikke har brug for. Der er ikke megen hjælp at hente og der er ingen kasser, som kan finansiere den slags hjælp, de har brug for. Det er ganske enkelt. Tilhører man ikke en målgruppe, er man ikke berettiget til hjælp. Og at definere en ny målgruppe er en lang og vanskelig politisk proces.

Vi læner os op ad forskellige paradigmer og forklaringsmodeller, når vi i systemerne forsøger at spotte psykisk sårbarhed. Vi måler på KRAM-faktorer og vores systemer reagerer på, om de unge har højt fravær. Men er det altid nok? Er systemerne indrettede til at iagttage og handle i forhold til psykiske sårbarhed, inden det bliver et problem for de unge? Og er de unge selv? Det er ud som om, at vores nuværende ’systemkendetegn’ spænder ben for, at vi får øje på de unge og kan hjælpe dem. Derfor er der brug for at udvikle faglig viden om, hvordan vi genkender de nye tegn på psykisk sårbarhed, så sårbarheden ikke udvikler sig til psykisk sygdom med alvorlige menneskelige og økonomiske konsekvenser til følge.

 

Når samarbejdet danner vakuum

Sundhedsbegrebet i Danmark er bredt. Det er vigtigt og rigtigt. I praksis betyder det, at sundhedssamarbejdet organisatorisk spænder over psykiatri, praktiserende læger, hospitaler, kommuner med social- og beskæftigelsesindsatser og med forebyggelses- og sundhedsfremmeindsatser. De unges problemer befinder sig ofte i grænselandet mellem det socialfaglige og det sundhedsfaglige paradigme. Det kan være svært at finde ud af, hvem der skal hjælpe, når de unge ikke er ’en sag’ i et af systemerne. Det kan betyde, at den unge bliver skubbet rundt og rundt uden at blive grebet og taget hånd om.

Der tegner sig et billede af, at de unge bevæger sig i et vakuum mellem forskellige fagligheder, ansvarsområder, målgrupper, paradigmer og indsatser. Listen er lang. Det kan se sådan ud: På tværs af paradigmer og sektorer kan en ung befinde sig i det ’røde’ felt i ét paradigme og have hårdt brug for hjælp. Og samtidig befinde sig i det ’grønne’ felt i et andet paradigme og være velfungerende. Den unge kan både være sårbar (vise tegn på angst, depression, have en selvskadende adfærd osv.) og være stærk (klare sig godt på uddannelse, leve et selvstændigt liv). Denne kombination viser sig at være svær for systemet at tackle og efterlader den unge uden nødvendig hjælp. 

Hvad gør vi, når de fagprofessionelle har forskellige fortolkninger af problemstillingen og af, hvad der skal til for at hjælpe den unge? Når psykiatrien ikke mener, der skal behandles? Når kommunen ikke handler, fordi den unge ikke er dårlig nok? Og når kvoterne for behandlinger hos psykologen måske er brugt op? De praktiserende læger er den dør, de unge typisk kommer ind ad, samtidig med at lægerne ved, at hjælpen ikke er medicinsk behandling, men oftest er at finde andetsteds: at løsningen ligger i at se på det levede liv; relationer, økonomisk situation, uddannelse mv. Det kan se ud som om, de sociale og sundhedsmæssige aspekter af det at være psykisk sårbare ikke bliver koblet i tilstrækkelig grad i hjælpen til de unge.

De fagprofessionelles kendskab til såvel de unges problemstillinger og deres adfærd, som til systemets muligheder på tværs af sektorgrænserne er mangelfuld. Der er et stort behov for at eksperimentere med nye samarbejdsmodeller mellem myndigheder, borgere og civilsamfund for at få øje på de rigtige løsninger på tværs af paradigmer, men også et behov for at sende de unge i retning af de få eksisterende tilbud. Og så er der behov for, at vi bliver ved med at være nysgerrige. Hvad betyder noget for disse unge? Hvad nu hvis vi spørger: ’What matters to you?’ i stedet for ‘What is the matter with you?’

 

Det efterlader systemet med et ansvar for, at det sundhedsfaglige paradigme og det socialfaglige paradigme bliver koblet sammen, og at de fagprofessionelle ser hinanden som afhængige parter. Det efterlader også et fælles ansvar på tværs af system og civilsamfund, så vi kan udvide rammerne for, hvad vi opfatter som den rette hjælp til unge, der endnu ikke er blevet syge af at være psykisk sårbare. Vi skal eksperimentere os frem, fordi vi skal lære hurtigt. De unge betaler en meget høj pris, når systemerne står stille omkring dem, fordi ingen ved, hvad der skal til.

Tilbage