Diabulimi - verdens farligste spiseforstyrrelse

01/11-2017 af Trine Naldal
diabetes
spiseforstyrrelse
tværsektorielt samarbejde

Borgerdesign interesserer sig for ulighed i sundhed. Det er der også mange andre, der gør – blandt andre engelske BBC og Berlingske. I Borgerdesigns arbejde med Diabetes 1 og unge får vi øje på et stigende problem blandt unge, der ud over diabetes også lider af en spiseforstyrrelse. Kombinationen kaldes diabulimi.


Jeg lærte, at jeg skulle tage insulin, så min krop kunne optage den mad, jeg spiste. Så jeg vendte lynhurtigt ligningen om. Hvis jeg ikke tog insulin, kunne kroppen dermed ikke optage maden, og så ville jeg ikke blive tyk. Det var smart. Jeg kunne spise uden at tage på. Derfor begyndte jeg at skære ned på mængden af insulin. Nogle gange droppede jeg helt at tage den”, fortæller Ditte Marie Birch i en artikel i Berlingske d. 15. oktober 2017.

 

Kombinationen af de to sygdomme beskrives i artiklen som langsomt selvmord. Ditte er i dag 32 år, og lider stadig af diabulimi. De sidste 20 år uden den rette mængde insulin har haft store konsekvenser for hende.

 

Jeg er førtidspensionist i dag. Jeg har haft blodpropper i benene. Jeg lider af en mavesygdom, hvor min mavesæk ikke fungerer optimalt. Jeg har nyreforandringer og forandringer i øjnene. Mit tarmsystem er ødelagt. Jeg har fået indopereret en pacemaker. Min balanceevne er svækket, så jeg falder meget. Min læge sagde engang, at han ikke troede på, at jeg ville fylde 30 år. Det skyldes alt sammen min diabulimi. Det er et langsomt selvmord at droppe sin insulin.”

 

Hun frygter, at hun inden længe vil miste synet helt og tilbringe resten af livet i en kørestol som følge af organsvigt.

 

Samarbejde på tværs af specialer

I Borgerdesigns rapport Unge og diabetes 1 lyser vi på problematikken med flere diagnoser. Vi får et perspektiv fra unge, der lever med diabetes og en spiseforstyrrelse og som føler sig fanget i et sundhedsvæsen, der kun vanskeligt formår at behandle begge lidelser - samtidig. Det skaber ulighed i sundhed. De to unge diabetikere med spiseforstyrrelse, som vi har talt med, oplever et fravær af sammenhængende behandling. Samme fravær gør sig gældende i det engelske sundhedsvæsen.

 

En af de unge erfaringseksperter fra Borgerdesign beskriver sin situation således: ”Går det godt med sukkersygen, går det ad helvede til med spiseforstyrrelsen – og omvendt. En god og velreguleret diabetes minder om at have en spiseforstyrrelse. Jeg skal finde en midtervej. Ingen hjælper mig med den opgave.”

 

Det er yderst uhensigtsmæssigt for behandlingen og for den samlede sundhedsøkonomi. Det er yderst uhensigtsmæssigt for et ungt liv.

 

BBC har lavet en dokumentar, som er blevet vist mere end en million gange på Youtube. Diabulimi kaldes her for verdens farligste spiseforstyrrelse. https://www.youtube.com/watch?v=tSLjM6cZaTo

 

Artiklen i Berlingske henviser til en ny canadisk undersøgelse, der anslår, at op mod 60 procent af kvinder med diabetes 1 vil udvikle en spiseforstyrrelse, inden de fylder 25 år. Der findes ingen danske studier på området, men herhjemme lider 32.000 personer af diabetes 1 – heraf er omkring 3000 børn og unge. René Støving, der er overlæge ved Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital, skønner, at man i øjeblikket har kendskab til omkring 400 danske piger med kombinationen af diabetes og en spiseforstyrrelse. Læs hele artiklen fra Berlingske her.

Tilbage